Hører til fase 3: Skriv opgaven · uge 18–20

Skriv godt!

Skriv gode afsnit

Det vigtigste

  • Et godt afsnit har en emnesætning og støttesætninger – og ofte en opsamlende sætning.
  • En emnesætning må aldrig stå alene.

Opgavens afsnit er vigtige – både indholdet og sammenhængen mellem dem.

Emnesætninger

  • præsenterer en hovedidé eller hovedpåstand
  • står som regel først i afsnittet.

Støttesætninger

  • udvikler og underbygger emnesætningen med eksempler, citater, analyser, forklaringer eller årsager
  • spørg dig selv: Hvad bygger jeg min emnesætning på? Eller kort: Hvorfor?

Opsamlende sætninger

  • samler de analytiske pointer i en tolkning
  • står ofte til sidst – mest relevant i længere analyserende afsnit.

Emnesætningen behøver ikke altid stå først. I de to eksempler er det samme tekst, men emnesætningen står først i det ene og sidst i det andet. Det giver variation.

Husk, at emnesætninger aldrig må stå alene!

Uden støttesætninger bliver teksten ufuldstændig og forvirrende. Se eksemplet, der kun består af emnesætninger – det er sat på spidsen, men viser, hvorfor pointerne skal udfoldes.

Eksempel uden støttesætninger

Jeg-fortælleren virker ensom igennem det meste af handlingen. Hun har et arbejde som journalist. Desuden virker hun fagligt kompetent. Romanen er i øvrigt meget minimalistisk.

Øvelse: Udvælg én af de fire emnesætninger i boksen til venstre, og tilføj selv mindst to støttesætninger til denne sætning. Du skal selv finde på støttesætningerne – det er sådan set lige meget, hvad de handler om, men det skal virke nogenlunde logisk i forhold til den emnesætning, du har valgt. Herefter skal du forsøge at formulere én opsamlende sætning.

Romanen er præget af en minimalistisk fortælleteknik. (Emnesætning) Eksempelvis er følelser langt hen ad vejen udeladt og i stedet vist gennem personernes adfærd. (Støttesætning 1) Allerede romanens første linje: ”Jeg leder efter et godt sted at græde” giver os et indblik i den minimalistiske teknik, da jeg-fortællerens sindstilstand – at være ked af det – kun skildres gennem hendes adfærd. (Støttesætning 2) Romanen er således fyldt med tomme pladser, og vi må derfor skabe vores egen læsning og fortolkning af teksten. (Opsamlende sætning)

  • 1 Emnesætning
  • 2 Støttesætning 1
  • 3 Støttesætning 2
  • 4 Opsamlende sætning

I romanen er følelser langt hen ad vejen udeladt og i stedet vist gennem personernes adfærd. (Støttesætning 1) Allerede i første linje: ”Jeg leder efter et godt sted at græde” gives os et indblik i den særlige fortælleteknik, da jeg-fortællerens sindstilstand – at være ked af det – kun skildres gennem hendes adfærd. (Støttesætning 2) Vi kender således ikke meget til personernes baggrunde for at handle som de gør, og vi må derfor skabe vores egen læsning og fortolkning teksten. (Opsamlende sætning) Romanen er derfor præget af en minimalistisk fortælleteknik. (Emnesætning)

  • 1 Støttesætning 1
  • 2 Støttesætning 2
  • 3 Opsamlende sætning
  • 4 Emnesætning

Koblingsord og koblingsudtryk

Det vigtigste

  • Koblingsord skaber sammenhæng inden for et afsnit.
  • Koblingsudtryk skaber sammenhæng mellem afsnit.

Koblingsord og koblingsudtryk er tekstens “lim”. Koblingsudtryk er ofte metatekst – tekst om teksten, hvor du forklarer, hvorfor, hvordan eller hvornår du inddrager noget.

Oversigt over hyppigt anvendte koblingsord:

DesudenHertil kommer
DerudoverAfslutningsvis
OgsåEndelig
Ikke desto mindreAlligevel
DerforYderligere
EndvidereNaturligvis
EftersomDog
LigeledesSom konsekvens heraf
EksempelvisFor det første
I modsætning tilFor det andet

Oversigt over hyppige koblingsudtryk:

FunktionEksempelAndre koblingsudtryk med samme funktion
At referere tilbage til forrige afsnitDe problemstillinger, som er introduceret ovenfor, er helt centrale for forståelsen af, hvordan man tænkte og forholdt sig til slaveri i midten af det 19. århundrede.– Som tidligere nævnt
– I sidste afsnit blev det understreget
At referere frem til næste afsnitDet følgende afsnit er en analyse og fortolkning af romanen We Need to Talk about Kevin samt en analyse og kildekritisk gennemgang af filmen Bowling for Columbine.– I næste afsnit skal vi se nærmere på
– Følgende afsnit vil fokusere på
At referere tilbage og frem i samme afsnit.De foregående afsnit om teoretiske beregninger har været simple, men så snart der kommer flere komponenter på, bliver beregninger forholdsvis hurtigt avancerede. Det er her, de komplekse tal kommer ind. Derfor vil fokus i følgende afsnit være på netop komplekse tal, herunder deres egenskaber og notationer.– Vi har nu set … Det næste afsnit vil handle om
– Som det ses i forrige afsnit, kan fag X bruges til … I næste afsnit vil det derfor være nødvendigt at inddrage fag Y
– På baggrund af redegørelsen foretages nu en analyse af …
At samle op (for eksempel i en delkonklusion)Således kan det konkluderes, at AMP-PK sørger for, at glukosen kan optages i cellerne, hvilket fører til et fald i blodsukkeret.– Det kan opsummeres
– Alt i alt står det klart
– Man kan deraf slutte
At opstille retoriske spørgsmål som bro til næste afsnitIndtil videre har dette projekt dels portrætteret forskellige syn på slaveriet, dels forsøgt at forklare holdninger samt bevægelser pro og kontra slaveriet. Men et spørgsmål står stadig tilbage: Hvorfor blev slaveriet egentlig afskaffet?– Afsnittet om X rejser spørgsmålet:
– Særligt ét spørgsmål trænger sig nu på:

ØVELSE 1: Læs eksemplet med koblingsord. Læs det derefter uden koblingsordene. Hvad gør de ved teksten?

Afsnit med koblingsord

Churchills intention er at tale til nationalfølelsen hos briterne og indgyde håb om, at en øjensynlig umulig sejr måske alligevel (Koblingsord) var mulig. Hitler og Churchill udnytter derfor (Koblingsord) begge deres landsmænds nationalfølelse til at forstærke deres budskab. Desuden (Koblingsord) spiller Churchill på appelformen patos, som i øvrigt (Koblingsord) også ses i den føromtalte tale af Hitler fra 1933. Intentionen med Churchills tale minder endvidere (Koblingsord) på mange måder om Hitlers tale, da de begge ønskede at vende deres tilhøreres fortvivlelse til håb og derved støtte. Også (Koblingsord) omstændighederne var på mange måder ens for de to taler (…). Ligheden mellem Hitler og Churchills retorik er således (Koblingsord) slående, og det er på den baggrund (Koblingsord) ikke overraskende, at de to ofte nævnes i samme sætning, når samtalen falder på store retorikere i det tyvende århundrede.

  • 1 Koblingsord

ØVELSE 2: Indsæt selv koblingsord i afsnittet herunder, så teksten får et bedre flow.

Afsnit uden koblingsord

Dialogen mellem karaktererne er det bærende element i Ned til hundene. I dialogen kommer minimalismen til udtryk ved hjælp af udeladelser. Vi hører ikke om personernes følelser eller tanker. Minimalismen kan sammenlignes med impressionismen. Den tilbagetrukne impressionistiske fortæller bevirker at “showing” bliver stærkere end “telling”. Læseren får ikke direkte indblik i personernes indre psyke, men man kan fornemme den indre konflikt hos hovedpersonen.

ØVELSE 3: Se eksemplet på koblingsudtryk i starten og slutningen af et afsnit. Skriv derefter en kort overgang mellem din redegørelse og din analyse med mindst to koblingsudtryk fra listen ovenfor.

Afsnit med koblingsudtryk

Som nævnt i foregående afsnit (Koblingsudtryk) ses der i dommen over Struensee en tydelig tendens til at fremstille Struensee som en udspekuleret taktiker, der fra starten har haft til hensigt at fratage kongen sin magt. Der står blandt andet at Struensee helt bevidst ønskede, at kancelliet skulle afskaffes, så det ikke kunne afsløre hans sande intentioner for kongen. Følgende afsnit vil i stedet fokusere (Koblingsudtryk) på

  • 1 Koblingsudtryk

Skriv flerfagligt

Det vigtigste

  • Vis fag 1, vis fag 2 – og saml fagene.
  • Brug flerfaglige metatekster som overgange mellem afsnittene.

Man skal kunne mærke, at du arbejder med to fag, og at du ved, hvorfor begge er nødvendige for at besvare opgaveformuleringen. Sørg løbende for:

  • at vise fag 1
  • at vise fag 2
  • at samle fagene.

En metatekst er en passage, hvor du holder læseren i hånden og forklarer, hvad du inddrager – og hvorfor. Den kan være en overgang mellem afsnit eller et lille afsnit inde i fx analysen.

Er en del af opgaven enkeltfaglig, fx redegørelsen, kan en metatekst vise, at den er springbræt til den flerfaglige del. Se eksemplerne.

I diskussionen er flerfagligheden ofte tydeligst. Principperne er de samme: vis begge fag, og saml dem. Se også eksemplet under Diskussion.

Flerfaglig metatekst mellem historiefaglig redegørelse og danskfaglig analyse

De forskellige kategoriseringer af propaganda (Fag 1: Historie) vil bliver behandlet i analysen af Hitlers tale: “Tale i Sportspalast” (1933) (Fag 2: Dansk). Her vil det blive tydeligt, hvordan propagandaen anvendes som et retorisk virkemiddel. (Fagene samles)

  • 1 Fag 1: Historie
  • 2 Fag 2: Dansk
  • 3 Fagene samles

Flerfaglig metatekst mellem historiefaglig analyse og danskfaglig analyse

I forlængelse af den kildekritiske analyse (Fag 1: Historie) og undersøgelsen af nutidens syn på oplysningstiden (Fag 1: Historie), vil blikket nu vendes mod filmen ”En kongelig affære” (2012) med særligt henblik på, hvordan de filmiske virkemidler fremstiller Struensee og Kong Christian 7. (Fag 2: Dansk) På denne baggrund gives en vurdering af, hvad filmen kan fortælle om vores syn på oplysningstiden i dag. (Fagene samles)

  • 1 Fag 1: Historie
  • 2 Fag 2: Dansk
  • 3 Fagene samles

Øvelse: Du kan skrive udkast til metatekster, så snart du kender din opgaveformulering.

  1. Læs eksemplerne, og se, hvordan de tre elementer er skrevet ind.
  2. Skriv en kort metatekst mellem dit redegørende og dit analyserende afsnit med alle tre elementer.
  3. Skriv en metatekst mellem dit analyserende og dit diskuterende afsnit.

Test dig selv: Flashcards med skrivebegreber

Sidder du fast?